Wilson School - Praktikbeskrivelse

Praktikbeskrivelse af Wilson School, Auckland og historien om William og Lucinda Wilson

Nu er der gået lidt over en måned, siden vi (Cecilie og Ronja) ankom til New Zealand og til Wilson School og nu er det på tide, i får lidt del i alt det der er sket og hvad det er der foregår i vores liv. Vi har besluttet os for, at den bedste måde at give jer læsere et indblik i vores oplevelsesverden, er at skrive nogle fælles blogindlæg, om vores første tanker her. Eftersom vi jo er på samme institution, vil institutionsbeskrivelsen af Wilson School også være en del af disse fælles indlæg og det er altså her vi starter – Så sæt dig roligt ned med en dejlig kop the og en mælkesnitte, mens du nyder et indblik af det der bliver vores verden de næste måneder.

Enjoy! :)

Wilson School er en statsfinansieret skole for mennesker med funktionsnedsættelse mellem 6 og 21 år.

Vores første møde med skolen var en solskinsdag efter en flyvetur på 18 timer og personalet på skolen gav os lige hvad vi havde brug for – the, smilende velkomst, interesse og 3 fridage til at komme os oven på flyveturen og få et indblik i New Zealands natur.

Vi blev med andre ord virkelig taget godt imod, både på Wilson School, men, som vi før har været inde på, i særdeleshed af den familie vi bor hos i Torbay.

Mandag d. 4. August tog vi derved, så godt som udhvilede, en time i bus til Takapuna hvor skolen ligger og blev her introduceret til de stuer vi hver især skal være på, og som vi senere vil introducere i vores helt eget individuelle blogindlæg.

 

Wilson School hovedbygning forfra.

Wilson School hovedbygning bagfra. - Her kan man se alle klassernes vinduer.

 

Det sted vi mødte op første dag er hovedbygningen der ligger i Takapuna, og er altså det sted hovedkontoret og 7 klasser er fordelt på 2 etager, foruden det er der i hovebygningen også et bibliotek, personalerum, mørkerum og en stor velkomsthal, hvor eleverne bliver modtaget om morgenen. Bygningen er 5 år gammel og derved i bygningsperspektiv splinterny. Lige ved siden af ligger den gamle hovedbygning Rangatahi, som er en lidt ældre bygning og nu er tilknyttet den nye hovedbygning. Så eleverne fra den ene klasse i Rangatahi bliver også afleveret og hentet fra Hovedbygningen. Alt dette ligger selvfølgelig i smukke omgivelser, meget tæt på stranden og har tilknyttet sit eget lille ”sommerhus”, hvor man jo kan nyde sin frokost, hvis man får lyst til at have havudsigt mens man spiser. Vi er begge tilknyttet dette sted, Cecilie i Rangatahi og Ronja i Rum 6 i selve hovedbygningen. Wilson School er dog meget større end det og vi er ret sikre på at vi endnu ikke har mødt halvdelen af det personale der er tilknyttet skolen, da de er fordelt ud til 7 satellit klasser. Til gengæld ved vi at personalet består primært af Lærere, der styre dagens gang i klasserne, finder på aktiviteter, holder budget og journal på de elever der er i hver enkelt klasse. Foruden lærerne er der i hver klasse tilknyttet nogle de her kalder ”teacher aides” som er en form for assistenter, der, ud fra hvad vi har observeret, sørger for at alt det praktiske bliver gjort, og desuden assisterer læreren i de forskellige aktiviteter.

Rangatahi - her udsigt til legepladsen - til højre ses  klassen Rangatahi.

For at sørge for at eleverne på skolen får de bedste muligheder for udvikling er der også tilknyttet en række terapeuter, heriblandt fysio-, musik- og sprogterapeuter. Disse er tilknyttet skolen og tager rundt og laver aktiviteter med eleverne og rådgiver lærerne i hvilke metoder de kan bruge til f.eks. motorisk og kommunikativ træning. Sidst men ikke mindst er tilknyttet ”Occupational Therapists”, som er specialiserede i målgruppens levevilkår og derved kan sætte lærerne ind i hvad man skal være opmærksom på ved denne målgruppe.

Wilson School er altså en stor institution, specialiseret i at give børn med funktionsnedsættelser bedst mulige vilkår for læring og de har her sagt med deres egne ord ”Exelence in special education”. Dette er hvad vi mødte op til og nu er ved at lære at kende, men det startede meget tidligere end det.

For mange evigheder siden, eller nærmere betegnet i 1937 købte ægteparret Lucinda og William Wilson en fantastisk grund i Takapuna, 3 hektar med havudsigt og omgivet af skønne haver. William ejede i forvejen et kæmpe firma som han havde tjent styrtende med penge på, derved havde de altså råd til en ny stor grund og den skulle være intet mindre end vidunderlig. Da de ikke kunne se hvad de skulle bruge al den plads til selv og desuden 2 år forinden havde mødt psysician Bernard Myers der var særligt engageret i behandling af polioramte børn og ægteparret foruden det selv havde en datter med funktionsnedsættelser, blev de inspirerede til at oprette et hjem hvor disse børn kunne bo og blive behandlet. Dette blev startskuddet til Wilson Home Trust. Lucinda og William kiggede sigende på hinanden, dette var starten på noget stort! Egentlig var intentionen dengang at det skulle ende som et hospital for børn med funktionsnedsættelser, hvor de kunne have smukke omgivelser at kigge på og grønne haver at lege i, så de kunne blive ”transformeret til glade og og værdifulde medlemmer af samfundet”. Sådan foregik det også i mange år, hvor særligt polioramte børn blev sendt til Wilsons Home nær stranden, for at blive behandlet. I 1960 skete der det fantastiske at poliovaccinen blev kendt vidt og bredt. Som følge af dette var der som sådan ikke nogle polioramte tilbage og der blev nu meget mere plads i hjemmet i Takapuna. Lucinda og William besluttede sig derfor for at deres hjem fra nu af skulle gå fra at være længerevarende, institutionaliseret behandling til at handle mere om therapi, genoptræning og skolegang. Børnene boede der stadig. 5 lærere blev ansat og børnene blev nu sat i gang med undervisningsforløb hvor de lærte at skrive, genkende farver og andre ting der var vigtige for at blive en nyttig samfundsborger. Et tværprofessionelt samarbejde blev sat i værks, her arbejdede terapeuter, sygeplejersker og lærere side om side, for børnenes bedste – Wilson School tog sine første spæde skridt. Årene gik, børn flyttede ind, startede i skole når de blev 6 år og endte skolegangen når de fyldte 21.

1990'erne kom, et nyt paradigme indtraf og i Kiwiernes samfund blev afinstitunaliseringen sat i kraft, børn med funktionsnedsættelser skulle nu bo hjemme og i højere grad integreres i samfundet – her fulgte Wilson Home trop og rammen for hvordan skolen er bygget op i dag, blev lagt. Der var nu mulighed for at børnene kunne komme på aflastning i The Villas, men ellers boede de fast hos deres forældre og ankom på Wilson School hver mandag til fredag, for at modtage undervisning og terapi. Skolen har vokset sig større siden da, satellitklasserne er kommet til og regeringsstøtte blev sat på og senere (2014) frataget skolen, hvilket betyder at skolen er tvunget til nedskæring af terapeuter i 2015. En drøm der startede i et Kiwiægtepars sind for 77 år siden er stadig voksende og på trods af flere kampe om grunden og rettighederne for Wilson School, formåede den nu afdøde William at sikre projektet, så ingen kan røre det – Wilson blev et dynasti der stadig huskes den dag i dag og fylder meget i landskabet da parker og p-pladser er blevet opkaldt efter familien der var med til at hjælpe mange børn til en bedre fremtid.  



- Her nogle billeder af sommerhuset, hvor man kan sætte sig ned og spise sin frokost eller morning the. Samt udsigt ud over noget af haven.



Sommerhuset

En anden del af haven, som er til fri benyttelse af alle. Det er en meget flot have. :)



Springvand i haven

Kirken som er tilknyttet til Wilson School.
Der dog mest bliver brugt til jul.

 

Historien om Wilson School er bygget på facts fra bogen ”The Wilson Home – A celebration of 75 years (1937-2012)" (vi har dog benyttet os af en hvis kunstnerisk frihed - vi ved for eksempel ikke hvorvidt William og Lucinda kiggede sigende på hinanden, her kan vi kun gisne.)